Mine planer for bloggen er stadig i tænkeboks, men det har givet anledning til at tage den sidste periode op til revision og jeg er kommet frem til at:
Jeg er kommet skræmmende hurtigt over mine følelser for min ex. så hurtigt at jeg tvinges til at overveje hvad det var jeg kæmpede så hårdt for at holde på i den forgangne vinter, forår og forsommer.
Ungerne og jeg har et mere roligt og harmonisk forhold nu, hvor der ikke hele tiden for understrømme af fortrydelse og sårede følelser.
Jeg elsker mit lille hus og nyder at være der sammen med ungerne men også alene, juleaften var, et skole eksempel. Efter ungerne blev afhentet kiggede jeg rundt på fyldte flyttekasser og en kommode der skulle samles og efter en dyb indånding gik jeg i krig. Jeg, mig selv helt alene, fik samlet kommoden, noget jeg aldrig har haft mulighed for at kaste mig ud i før og jeg havde meget svært ved at få armene ned da den stod samlet og fuld af garn et par timer senere. Andre havde været meget bekymret for at jeg skulle tilbringe juleaften alene, men sandheden var at det på nær en enkelt jul var den bedste jeg har haft.
Jeg er nu så langt i min proces i at blive mig, at jeg kan savne kammeratskabet med et andet voksent menneske, men sjovt nok savner jeg ikke det forhold til min ex. S
Sandt at sige, så har jeg svært ved at genkalde mig kammeratskabet med min ex. og det fandtes helt sikkert ikke det sidste år af vores samliv.
Men selvom jeg savner kammeratskabet, så har jeg ikke travlt med at finde en ny kæreste, jeg trives rigtigt godt i mit eget selskab og med viden om at jeg kan koncentrere mig 100 % om mine unger i denne tid hvor de har ekstra brug for opmærksomhed og ro.
Kort og godt jeg elsker mit liv eller 95 % af mit liv som det former sig lige nu og jeg har ikke travlt med at ændre på noget lige nu.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
1 kommentar:
Hvor er det dejligt du har fundet den der indre ro, der gør at man kan slappe lidt mere af og bare være!! Jeg håber det samtidig betyder at vi herude beholder dig her på bloggen ? :)
Send en kommentar